Medarbejder-login

Konstruktiv konflikthåndtering i grundskolen

28-11-2011

Nyt og anderledes undervisningsmateriale om konflikthåndtering i folkeskolen er på trapperne i Esbjerg Kommune.

Den 25. november 2011 udgiver Pædagogisk Udvikling i Esbjerg Kommune undervisningsmaterialet ”Konstruktiv konflikthåndtering i grundskolen”.

- Vi skal altid arbejde for, at børnene i vores kommune kan vokse op i et trygt skolemiljø. Med Konstruktiv konflikthåndtering i grundskolen får vi et konkret arbejdsredskab, hvor vi aktivt kan arbejde med børnenes trivsel og skabe en fremadrettet forebyggende indsats mod mobning, og derigennem understøtte etableringen af et godt undervisningsmiljø, siger Hans Erik Møller, formand for Børn & Familieudvalget.

Alle skoler i Esbjerg Kommune får udleveret et gratis eksemplar af Konstruktiv Konflikthåndtering i Grundskolen.

- En matematiklærer kunne aldrig finde på, at bede sine elever om at lave en ny type opgave, uden at forklare hvilken metode eleverne skal anvende for at løse opgaven. På samme måde ville en ansvarlig pædagog eller lærer heller ikke bede sine elever, om at løse deres konflikter, uden at forklare dem hvordan, fortæller skolekonsulent Christian Varming.

Materialet indeholder undervisningsforløb målrettet både indskoling, mellemtrin og udskoling. Med afsæt i dette undervisningsmateriale kan lærere, pædagoger og skoleledere effektfuldt iværksætte en bevægelse mod en konstruktiv konflikthåndteringskultur i den enkelte klasse, på den enkelte årgang eller generelt på hele skolen.

- Undervisningsmaterialet udmærker sig ved at være teoretisk og pædagogisk velfunderet og derudover være særdeles praksisorienteret. I materialet beskrives det ganske konkret, hvordan man, som lærer eller pædagog, kan undervise sine elever i konstruktiv konflikthåndtering, siger lærer Marie Kring.

Materialet indeholder en introduktionsbog og fire dele:

  • Del 1 ”Konstruktiv konflikthåndtering i indskolingen” indeholder undervisningsforløb målrettet elever på 1. 2. og 3 klassetrin.
  • Del 2 indeholder ”Konstruktiv konflikthåndtering og mægling – Et grundkursus fra 6. klassetrin”.
  • Del 3 ”Elevmægleruddannelsen” er målrettet elever fra 7. klassetrin. I tillæg til denne del indgår en arbejdsbog ”Elevmæglerhåndbogen” til hver enkelt elev.
  • Del 4 er en bilagsbog, hvor alle bilag til del 1, 2 og 3 er samlet.

Det konstruktive konfliktsyn som materialet tager afsæt i, understøtter en bevægelse mod en mere inkluderende skolekultur. Derfor er det oplagt for enhver skole, at anvende undervisningsmaterialet på de klassetrin, som materialet henvender sig til. ”Konstruktiv konflikthåndtering i grundskolen” er udarbejdet af lærer og AKT-medarbejder Marie Kring fra Kvaglundskolen og pædagog og medarbejder i PPR´s AKT-team Christian Varming.